Vi slår nu dørene op hos Dansk Erhverv

Danske Annoncører og Markedsførere åbnede 1. februar sit sekretariat hos Dansk Erhverv. Fra denne uge af, er der nu også åbnet for medlemskaber.

Fra Dansk Erhvervs lokaler klos op ad Christiansborg skal en ny annoncørforening nu kæmpe danske markedsføreres sag i en tid, hvor der kommer stadigt flere politiske reguleringer og indgreb i virksomheders frie markedsføringsret.

Om den nye forening siger dens direktør Holger Wilcks, ”DAOM er først og fremmest en erhvervspolitisk interesseorganisation. Men alt, hvad vi laver, er grundlæggende drevet af et ønske om at skabe vækst for vores medlemmer. Uanset om vi kæmper for at skabe de bedst mulige rammevilkår for markedsføring, om vi forhandler for at skabe fair og gennemsigtige markeder for medie- og reklamekøb, eller om vi samler ligesindede til sparring og uddannelse på tværs af geografi og brancher er endemålet altid det samme: Vækst for medlemmerne.”

Foreningen har brugt tiden fra sin stiftelse 3. december 2020 og frem til nu med at komme på plads som selvstændig forening i et tæt, strategisk samarbejde med Dansk Erhverv, hvor sekretariatet nu også ligger.

Om det samarbejde siger Anders Thomsen, markedsdirektør hos Dansk Erhverv, ”Vi ser det som en vindersag for begge parter. Dansk Erhverv får kompetencer og fokus på markedsføring og DAOM står langt stærkere med os, når det handler om politisk indflydelse og medlemsservice.”

DAOM har 5 fokusområder i det nye år:

  1. At skabe en levedygtig forening, så danske annoncører får en stærk samlende stemme som kan skabe de bedst mulige vilkår for vækst.

  2. Markedsføringslovens § 11 b, der forbyder lånevirksomheder at annoncere samtidigt med spiludbydere, skal afskaffes, da den rammer skævt og gør digital markedsføring praktisk talt umuligt for flere brancher.

  3. Foreningen vil forebygge et politisk indgreb i grøn markedsføring ved at samle danske annoncører om fælles standarder og selvregulering.

  4. Det varslede politiske indgreb i markedsføring af spil skal udformes, så det ikke rammer skævt og får utilsigtede skadevirkninger.

  5. I et samarbejde med annoncørforeningerne i Sverige og Finland samt annoncører, brancheorganisationer, medier og tech-platforme vil foreningen gennem initiativet Nordic Alliance for Responsible Media arbejde for at fremme et ansvarligt og bæredygtigt mediemarked.

DAOMs bestyrelsesformand, Michael Stein, Head of Marketing hos Semler Mobility, siger om indsatsen i 2021, ”Det er klart, at når vi nu samler danske CMO’er i et stærkt netværk og interessefællesskab, så vil nye fælles udfordringer dukke op. Dem vil vi være parate til gribe med sparring, netværk, uddannelse og politisk interessevaretagelse. Med opbakning fra branchen og samarbejdet med Dansk Erhverv, er der nærmest ingen grænser for, hvad vi kan opnå de kommende år.”

Et medlemskab af Danske Annoncører dækker samtlige medarbejdere i virksomheden og i 100 % ejede datterselskaber. Medlemsbidraget afhænger af antal fuldtidsansatte i marketing og går fra 15.000 til 50.000 kr. årligt. Indmeldelse kan ske via www.daom.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *