Mark Zuckerberg, CEO for Meta (der ejer Facebook, Instagram, WhatsApp og Threads), annoncerede for nylig store ændringer på tværs af virksomhedens platforme. En af ændringerne vedrører ekstern faktatjekning, som i øjeblikket kun er relevant i USA. Meta ændrer også deres tilgang til det, de kalder censurering af indhold, for at fremme en mere åben diskussion om emner som køn, immigration og politik. Målet er at give brugerne en mere personlig og skræddersyet feedoplevelse.

Her kommer et hurtigt overblik over nogle af ændringerne hos Meta:

Meta har besluttet at nedlægge sit program for ekstern faktatjek i USA og i stedet satse på en model, der minder om platformen X (tidligere Twitter) under Elon Musks ledelse. Brugerne vil få en større rolle i rapporteringen af upassende indhold via såkaldte “community notes”.

Meta ændrer også, hvordan de sikrer, at brugerne overholder Metas retningslinjer. I højere grad end tidligere vil de stole på, at brugerne selv anmelder overtrædelser. Metas indholdsfiltre vil i stedet fokusere på at identificere og fjerne ulovligt indhold og væsentlige overtrædelser af Metas politikker.

Meta har kommenteret, at formålet med ændringerne er at reducere det, de kalder censur, for at fremme ytringsfrihed. Risikoen ved denne reducerede kontrol er dog, at der i højere grad kan forekomme disinformation og upassende indhold, måske endda ulovligt indhold.

I et svar til Politico har Meta oplyst, at de ikke har planer om at afslutte deres faktatjekprogram i EU, og at de vil sikre, at deres forpligtelser inden for indholdsmoderering i EU opretholdes, inden der foretages ændringer.

Du kan læse mere om ændringerne hos Meta og høre Mark Zuckerberg her: https://about.fb.com/news/2025/01/meta-more-speech-fewer-mistakes/


Risikoen for virksomheders brand

For virksomheder, der annoncerer på Metas platforme, betyder disse ændringer en øget risiko. Uden en effektiv indholdsmoderering kan annoncer og brandbudskaber blive vist sammen med upassende, kontroversielt eller endda skadeligt og ulovligt indhold. Dette kan føre til, at virksomhedens troværdighed besmittes eller skades. Det gør det afgørende for annoncører at tage større kontrol over deres Brand Safety.

Det bliver derfor endnu vigtigere, at virksomheder, der annoncerer på Meta, tager egne initiativer for at beskytte deres brands med øget fokus på sikre annoncemiljøer.


Hvad skal virksomheder, der annoncerer på Meta, overveje?

  1. Implementér rutiner for Brand Safety:
    Arbejd med partnere og bureauer for at etablere klare retningslinjer og sikre, at annoncer placeres i trygge miljøer.
  2. Udarbejd en kravliste for ekskludering og Brand Suitability:
    Skab en liste over indhold, som I ikke ønsker at blive associeret med, fx voldeligt, politisk eller desinformerende materiale.
  3. Efterspørg rapportering fra partnere og bureauer:
    Sikr, at jeres annonceplaceringer regelmæssigt gennemgås og rapporteres. Bed om detaljerede rapporter om, hvor og hvordan jeres annoncer er blevet vist.
  4. Samarbejd med tredjepartsløsninger:
    Brug eksterne værktøjer og partnere til at filtrere og overvåge jeres kampagner på platformene. Dette kan inkludere AI-baserede løsninger fra tredjeparter eller eksperter til at håndtere risici.

Dansk Annoncørforening hjælper gerne med denne ”Brand Safety”-strategi.


Metas nye strategi betyder, at annoncører og brugere skal tage et større ansvar for at vurdere, hvad der er passende indhold, og hvad der passer til deres brand. Det er en udvikling, der kan ændre, hvordan sociale medieplatforme balancerer ytringsfrihed og deres ansvar for, hvad der publiceres. Vi vil fortsat følge udviklingen og holde vores medlemmer opdaterede

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *