Evaluering af kviklånslovgivningen
Danske Annoncører og Markedsførere har afgivet høringssvar til evaluering af kviklånsloven.
Da den såkaldte kviklånslovgivning blev vedtaget, blev det aftalt af forligspartierne at evaluere lovpakken efter ét år. I den forbindelse har DAOM afgivet høringssvar.
For annoncørforeningens medlemmer har kviklånsloven givet betydelige udfordringer. Det gælder ikke blot for de medlemmer, der udbyder kortfristede forbrugslån, men i lige så høj grad for andre berørte brancher som banker og bilimportører.
Lovpakken har fra starten af desværre ikke været ordentlig gennemarbejdet, hvilket Danske Annoncører og Markedsførere sammen med en lang række andre organisationer har gjort opmærksom på ved flere lejligheder.
Især markedsføringsforbuddene har ramt hårdt. Lovgivningen har således i praksis gjort det stort set umuligt for banker at markedsføre sig på digitale medier.
Men det er ikke kun markedsføringen, der er ramt. Lovgivningen betyder også at kundeinformation og kundeservice på sociale medier er blevet indstillet eller begrænset af frygt for at overtræde loven.
For første gang er det nu muligt at give et forsigtigt skøn på de økonomiske konsekvenser af lovgivningen. I forbindelse med udarbejdelsen af foreningens høringssvar har Danske Annoncører og Markedsførere nemlig foretaget en rundspørge blandt foreningens medlemmer for at sætte tal på skadevirkningerne.
Tilbagemeldingerne har været, at markedsføringsforbuddene har ført til højere markedsføringsomkostninger og tabt omsætning. Det er sandsynligt at de samlede tab alene for banksektoren befinder sig i milliardklassen. Omsætningstabet er især i indlånsforretningen, hvor bankerne er i direkte konkurrence med aktører som Nordnet, der ikke er underkastet de samme forbud.
Foreningen har derfor i sit høringssvar lagt vægt på, at markedsføringsforbuddene i kviklånslovgivningen udgør et unødvendigt og disproportionalt indgreb i den frie markedsføringsret, da skadevirkningerne langt overstiger den gode hensigt om at få ram på de få virksomheder, der udbød lån med de nu forbudte høje ÅOP-satser.
Det nuværende ÅOP-loft på 25 % – som med Erhvervsministeriets egne ord udgør en ”rimelig rentesats” – er i sig selv nok til at undgå, at borgerne ender i en gældsspiral grundet ågerrenter. Så DAOM foreslår i sit høringssvar, at Markedsføringslovens paragraf 11, der indeholder markedsføringsforbuddene, bliver slettet.
Baggrund
Lovgivning
Lov om ændring af lov om forbrugsvirksomhed (2020)
Lov om ændring af lov om markedsføring (2021)
DAOMs høringssvar o.a.
Høringsvar til evaluering af kviklånslovgivningen (2021)
Høringssvar til lov om ændring af markedsføring (2021)
Mail til Simon Kollerup om markedsføringsforbuddene (2021)
Debatindlæg i Børsen om forbuddenes konsekvenser (2021)
Mail til Soc.Dem.’s erhvervsordfører
Indlæg til Erhvervsudvalgets minihøring (2021)
Hovedpointer og løsningsforslag til Erhvervsudvalget (2021)
Høringssvar til kviklånslovgivningen (2020)
Debatindlæg om indgrebet i Børsen (2020)
Foretræde for Folketingets Erhvervsudvalg (2020)