Ændring af markedsføringsforbud sendt i høring
Siden sommeren 2020 har det været forbudt for banker at markedsføre sig selv eller deres ydelser samtidigt med, at spiludbydere annoncerer for deres produkter. Nu er en lempelse af forbuddet blevet sendt i høring.
Det trak store overskrifter, da det kom frem, at Arbejdernes Landsbanks sponsorat af DBU med ét var blevet ulovligt, fordi Danske Spil også er sponsor på spillertrøjerne. Da først DBU kom på banen, og det blev tydeligt, at ikke kun eliteidrætten, men også mange små idrætsforeninger rundt omkring i landet blev ramt, hvis landets banker var nødt til at trække deres utallige sponsorater, lovede forligskredsen bag forbuddet at finde en løsning.
Nu ligger der et lovforslag på bordet. Det blev sendt i høring fredag den 12. februar og gør en undtagelse for den markedsføring, der sker som led i en sponsoraftale mellem en lånevirksomhed og en idrætsorganisation eller almennyttig forening eller fond.
Undtagelsen dækker eksempelvis trøjesponsorater, navnesponsorater, klubblade, bandereklamer og en idrætsklubs hjemmeside. Den gælder dog ikke for markedsføring på tv eller online. Men også her er der en undtagelse. Hvis klubben slår et billede af deres nye spillertrøje med et banklogo op på deres Facebook-side, så er det lovligt. Hvis banken gør det, er det dybt ulovligt og kan afstedkomme endog meget store bøder.
Kort høringsfrist
Partierne bag forligskredsen har ønsket en meget hurtig behandling af lovforslaget. Ønsket er, at det skal vedtages 24. februar. Derfor er der kun 14 dages høringsfrist hen over vinterferien.
Ifølge Justitsministeriets lovkvalitetsvejledning vil en høringsfrist på 4 uger efter normale omstændigheder være passende. Samme vejledning anbefaler, at et lovforslags økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet skal indgå i bemærkningerne til lovforslaget.
Erhvervsministeriet har gentagne gange afvist at analysere disse konsekvenserne, derfor vil Danske Annoncører og Markedsførere søge at gøre det i den meget begrænsede tid, foreningen har til rådighed.
Foreningens holdning
Det glæder os, at idrætten nu ikke længere behøver at frygte
for deres indtægtsgrundlag. Men for erhvervslivet gør det ingen forskel, at
sponsorater nu er undtaget fra markedsføringsforbuddet.
For danske banker er stadig ramt af, at det ikke er teknisk
og praktisk muligt at adskille markedsføring af lån og spil på langt størstedelen
af alt online markedsføring. Derfor er de, her i 2021, i praksis afskåret fra
at benytte sig af digital markedsføring. Det sker samtidigt med, at
Erhvervsministeriet på sin hjemmeside slår til lyd for initiativet ”Strategi
for Danmarks digitale vækst”, hvor man blandt andet kan læse at:
”Hvis Danmark skal have fuldt udbytte af den digitale
omstilling, kræver det, at virksomhederne har gode rammer til at benytte nye
teknologier.” Hvordan Markedsføringslovens § 11 b passer ind i dét billede er
desværre ikke nævnt.
Hvad angår selve ændringen, er det fortsat Danske Annoncører
og Markedsføreres, at markedsføringsforbuddet i Markedsføringslovens § 11 b,
strider mod EU-retten og mod det grundlæggende EU-princip om kommerciel
ytringsfrihed. Vi mener derfor, at § 11 b skal afskaffes fuldstændigt.
Vil du vide mere?
Kontakt direktør Holger Wilcks fra Danske Annoncører og Markedsførere per mail til holger@daom.dk eller ring 2265 0947.