Forbuddet står ved magt

Markedsføringsloven forbyder banker og andre spiludbydere at markedsføre sig nær reklamer for spil. Det er selvsagt umuligt på især digitale medier, men erhvervsministeriet har tidligere peget på, at Forbrugerombudsmanden nok vil se væk. Det afviser Forbrugerombudsmanden nu.

Forbuddet mod at lade banker og andre låneudbydere markedsføre sig samtidigt med markedsføring af spil, var en af kronjuvelerne i det stort anlagte kviklånsindgreb fra 2020. DAOM var blandt de første, der pegede på, at det også for helt almindelige banker ville betyde et farvel til stort set alle former for markedsføring på sociale og digitale medier.

Erhvervsministeriet har vendt og snoet sig i sagen siden. Først hed det sig, at markedet ville finde en løsning, der gjorde det teknisk muligt at adskille reklamer for lån og spil på fx programmatisk indkøbte digitale medier.

Da markedet efter et år endnu ikke havde fundet en løsning, og DAOM igen skrev til erhvervsminister Simon Kollerup for at gøre opmærksom på, hvor ødelæggende forbuddene er for bankers helt almindelige markedsføring, var det nu i stedet en forhåndsbesked fra Forbrugerombudsmanden, der blev brugt til at benægte problemet. I beskeden hedder det:

”Hvis markedsføringen af forbrugslånsvirksomheden/forbrugerkreditaftalen vises i forbindelse med markedsføring af spil/spiludbydere på grund af omstændigheder, som virksomheden/annoncøren ikke ved almindelig agtpågivenhed kunne have undgået eller forudset, ifalder virksomheden/annoncøren efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke et strafansvar for overtrædelse af § 11 b.”

Senere i samme besked står der dog også at:

”Indgik banken en annonceaftale med et socialt/digitalt medie, selvom banken var bekendt med, at det sociale/digitale medies annonceringsalgoritme med en vis sandsynlighed ville vise bankens annonce i forbindelse med markedsføring af spil/spiludbydere til den af banken udvalgte målgruppe eller en del af denne, ville banken efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kunne ifalde strafansvar.”

Så hvad gælder? Kan man som mere end antydet af Erhvervsministeriet markedsføre sig frit på digitale og sociale medier, så længe man udviser almindelig agtpågivenhed, eller falder hammeren så snart, at der blot er en lille risiko for, at ens reklame kan blive vist nær en annonce for spil?

For at skabe klarhed bad vi den 28. juni Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked på følgende spørgsmål:

”En låneudbyder køber digitale annoncepladser gennem automatiserede realtidsauktioner, hvor det ikke er muligt for den pågældende lånevirksomhed at undgå med 100 % sikkerhed, at de pågældende annoncer bliver vist op ad eller i nær forbindelse med annoncer fra spiludbydere.

Vil den pågældende låneudbyder ikke ifalde et strafansvar for overtrædelse af § 11 b, fordi virksomheden ikke ved almindelig agtpågivenhed kan undgå markedsføring nær spilreklame, eller ifalder der låneudbyderen et strafansvar, fordi der er en vis sandsynlighed for, at låneudbyderens annonce vil blive vist i umiddelbar nærhed af markedsføring fra spiludbydere?

Hvis der ifaldes et strafansvar, kan Forbrugerombudsmanden så angive, hvor stor eller lille en ”vis sandsynlighed” er, før en overtrædelse af MFL § 11 b finder sted?”

Nu har vi fået svaret, og det er ikke til at misforstå. Så længe der er bare en lille risiko for, at et socialt eller digitalt medies annoncealgoritme kan vise en reklame fra en låneudbyder nær en reklame for en spiludbyder, vil låneudbyderen risikere at overtræde Markedsføringslovens § 11 b. Der er ingen kattelem.

Vil du vide mere?

Kontakt direktør Holger Wilcks fra Danske Annoncører og Markedsførere på mail til holger@daom.dk eller ring 2265 0947.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *